De centrale processer i industrien er ofte komplicerede set fra et reguleringsteknisk og driftsteknisk synspunkt. Trenden er i øvrigt, at processerne bliver stadig mere komplicerede på grund af flere forhold, blandt andet en større grad af procesintegration og større krav til processernes fleksibilitet. Det er et stort behov for at arbejde med avancerede reguleringstekniske løsninger for at opnå optimal drift. Derfor ønsker centerkonsortiet at arbejde for at supplere eller erstatte simpel konventionel regulering og overvågning af procesanlæg med modelbaseret regulering og monitering, som ligger til grund for intelligente IT-baserede regulerings- og overvågningssystemer.
Modelbaseret regulering og overvågning er relativt ny teknologi, som kombinerer procesviden, teoretiske metoder og computerens regnekraft i intelligente avancerede reguleringstekniske løsninger. Teknologien startede for alvor med at få succes samtidig med, at computere med acceptabel regnekraft og acceptabel pris blev tilgængelige. Teknologien har nu fået fodfæste og er i vækst og stadig under udvikling og tilpasses nye anvendelsesområder og reguleringstekniske problemstillinger. Alt tyder på, at denne udvikling vil fortsætte i fremtiden.
Erfaringerne med indførelse af modelbaseret regulering og monitering i industrien viser, at de økonomiske gevinster er meget store. Gevinsten realiseres i form af forhøjet anlægskapacitet, forbedret produktkvalitet, reduceret spild, forbedret anlægseffektivitet, reduceret forbrug af energi og råvarer. For virksomheder, der fremstiller produkter, hvori der indgår regulering, eksempelvis reguleringssystemer for cementovne eller reguleringssystemer for staldventilation, kan gevinsten ved modelbaseret monitering og regulering være en væsentlig forøgelse af markedsandele.