Modelbaseret monitering er nært beslægtet med modelbaseret regulering. Det er, langt hen ad vejen, samme typer af metoder og modeller, som benyttes. Hvor formålet i modelbaseret regulering er at beregne optimale styresignaler, er formålet i monitering at beregne vanskelig målbare/ikke målbare variable samt at beregne og/eller detektere driftsændringer og fejltilstande.
Der kan være flere typer formål for modelbaseret monitering
To vigtige hovedtyper er:
- estimering af vanskeligt målbare/ikke målbare variable
- detektering/kvantificering af målefejl og fejltilstande
Der kan være situationer, hvor det er vanskeligt eller ikke muligt at måle variable, som er væsentlige for en produktionsproces. Det kan være tale om variable, som er knyttet til kvaliteten af produktet/produktionen eller vanskeligt målbare procesvariable. For eksempel er der mange kvalitetsmål i en svejseproduktion, som ikke er målbare on-line. Ved hjælp af en matematisk model af processen kan de relevante procesvariable beregnes på basis af de procesvariable, som kan måles.
Detektering/kvantificering af målefejl og driftsfejl i et større procesafsnit er en typisk applikation, hvor formålet er at give procesoperatørerne et værktøj til bedre at kunne overskue processen på en effektiv måde. I komplekse processer er der ofte et meget stort antal målesignaler. Hvorvidt der er ved at opstå en fejlsituation, kan være vanskeligt at gennemskue ved at følge de mange målesignaler enkeltvis. Ved at sammenholde de enkelte målesignaler ved hjælp af modeller kan informationen systematiseres og resultaterne bidrage til operatørernes vurdering af processens tilstand.